Kender du den fornemmelse, at man – når man ser et gammelt foto – næsten synes, man selv er til stede og kan indsnuse atmosfæren? Den fornemmelse kan man godt få, når man ser billedet fra Hagbarth Søvndahl-Petersens boghandel på Skarridsøgade 15. Der er bøger fra gulv til loft. Der er platter, lysestager, billeder i ramme og andet nips til salg. Ved disken står et par kunder og bliver ekspederet. Det er dog ikke ”rigtige” kunder, men angivelig Hagbarth Søvndahl-Petersens hustru, Elisabeth og parrets søn, der agerer kunder til ære for fotografen.
Søvndahl-Petersen overtog boghandlen efter Karl Petersen i 1907. I 1927 flyttede han til Skarridsøgade 41, hvor han drev sin forretning lige til han døde i 1948. Herefter blev den overtaget af sønnen, Preben Søvndahl-Petersen, der drev den til sin død i 1983. En kort tid forsøgtes den gamle boghandel videreført af John Hansen, der dog måtte lukke. Herefter har der ikke været boghandel i Jyderup.
Ud fra interiørbilledet, der kan dateres til ca. 1912, fornemmer man klart, at der var orden og styr på sagerne i boghandlen. Med tiden ændrede såvel forretningens udseende som varesortimentet sig formodentlig lidt – ikke mindst derfor er det gamle billede en vigtig dokumentation af en tid, der var.